Gør det enkelt – Glem de smarte ”YouTube” finter!
- Todi Jónsson
- 4. jan. 2016
- 2 min læsning
Kamp efter kamp har vi ladet os inspirere af de udenlandske fodboldstjerner, som kan udføre tekniske detaljer på højeste niveau. Vi beundrer deres utrolige veludviklede fodbold færdigheder – og det gør vores unge spillere også.
Ulempen er, at mange af de unge spillere kopierer stjernernes finter både til kamp og træning og bliver meget fokuseret på, at kunne lave mange flotte (teknisk svære) driblinger, når de skal forbi en modstander. Men det er ikke altid det klogeste.
Jeg er tilhænger af at udforske, afprøve og ikke mindst træne disse finter/øvelser, fordi det kun kan gavne dine fodboldfærdigheder. Men det er vigtigt, at du som spiller er bevidst om, hvornår du bruger disse finter, og hvor meget tid du vil træne finterne. Du kommer ikke på holdet, blot fordi du klarer at jonglere 200 gange med bolden eller kan nogle tekniske finesser i forbindelse med en finte.
Du kommer på holdet, hvis du har viljen til at yde alt det, du har i dig. Du kommer på holdet, hvis du lærer at gøre det enkle i alle spillets facetter og er bevidst om, hvornår du skal lave de smarte finter.
Desuden har jeg bemærket, at det bliver en identitet for mange af spillerne, at de til træning og kamp prøver at lave finterne så flotte som muligt. Den triste kendsgerning er dog, at det ikke gavner holdet og allermindst dig selv, idet det sjældent lykkes, hvilket medfører, at du mister bolden og til sidst din selvtillid. Du får samtidig skæld ud og bebrejdende blikke fra dine medspillere.
Derfor, lær at gøre det simple!
Her er nogle iagttagelser omkring en finte, du kan benytte – den er både simpel og effektiv.
Kom op i fart – lær at løbe så hurtig som du kan med bolden direkte mod modstanderen.
Hav kontrol over bolden når du sprinter med den – ingen lange træk med bolden.
Vær effektiv – når du er tæt på modstanderen, skal modstanderen ikke vide, om du trækker til højre eller venstre. Du skal være så tæt på, at modstanderen ikke kan nå at reagere på dit træk. Tag derefter et træk med ydersiden af foden kombineret med en kropsfinte. Denne finte er effektiv, fordi modstanderen ikke kan nå dig igen, når du først er kommet forbi og samtidig er oppe i fart.
Vær kynisk – det vigtigste er at komme forbi en spiller, og så er det ligegyldigt hvordan.
Udvid dit repertoire – når du behersker denne finte, begynd at udforske andre finter, men én ad gangen. Og husk på at finten skal kunne udføres i rigtig høj fart.
Nye øvelser tager tid at indøve, så effekterne viser sig først efter en længere periode – vær tålmodig og tro på det.
Begynd med denne finte – og lær at mestre den! Den er simpel, effektiv, og den virker. Byg derefter på med andre finter.
Comments