Valgt fra i en af de større fodboldklubber?
- Todi Jónsson
- 4. jan. 2016
- 3 min læsning
Når man som ambitiøs ungdomsspiller bliver sat af holdet, kan det være svært at håndtere og i sidste ende være direkte skadeligt for karrieren. I dette indlæg giver jeg nogle konkrete værktøjer til at håndtere det, når man bliver fravalgt.
En forælder kontaktede mig i forbindelse med, at deres dreng var valgt fra til klubbens elitehold, hvor han igennem 3 år havde været en fast del af holdet. Baggrunden herfor skal ses i lyset af, at der var tilkommet nye spillere udefra, hvorfor der ikke længere var plads i truppen til denne dreng, med de evner og kompetencer, han kunne tilføre holdet. I dag er denne dreng 14 år, og hvad skal han nu, hvor netop fodbold fylder så meget i hans hverdag, og hvor ambitionerne fortsat er høje?
Trænerne uenige
Situationen var ikke blevet meget bedre i forhold til denne dreng, da forældrene blev bekendt med, at trænerne var splittede omkring deres mening om drengens fremtid på klubbens bedste hold.
I dette tilfælde, burde tvivlen mellem de to trænere måske være kommet drengen til gode, idet han kunne have udviklet sit talent, ved en mere konkret og unuanceret dialog med de to trænere.
Træneren kan selvfølgelig have ret i sin vurdering, når han fravælger en spiller. Men når man taler om ”børn og unge mennesker”, kan man stille spørgsmålstegn ved en træners lederevner og kompetencer til at vurdere en ung fodboldspillers fremtid?
Måske vurderer denne træner ofte ud fra sin egen tid som fodboldspiller, og ud fra de erfaringer han selv har gjort sig omkring den eller de trænere, han selv har haft?
Man kan også stille sig spørgsmålet: Hvordan beslutter man, hvilke af to forskelligartede meninger om en spillers evner holder? Det kan være katastrofalt, at 2 uenige træneres vurdering af en ung sportsmand, reelt kan koste ham hans karriere, og måske sende denne unge mand ud i en selvværdskrise med manglende tro på egne evner.
Men tilbage til forældrenes spørgsmål – hvad gør vi nu?
Jeg plejer at prioritere det således:
1) Find en klub som vil have dig og ikke en du har opsøgt
2) Find en klub hvor du kan forvente oftest at starte inde på banen
3) Find ud af hvorfor du blev fravalgt – og brug disse svar som motivation
Lad os se lidt nærmere på prioriteringen?
1. Find en klub som vil have dig
Klubben har givet udtryk for de vil satse på dig, når de selv har tilbudt dig en plads på holdet. Og i en ny klub vil du blive set på med nye og positive øjne, og derfor vil klubben gøre alt, hvad den kan for at udvikle dig til at blive en komplet spiller.
Det forpligter at hente en spiller til en klub, og derfor vil man naturligvis få chancen og måske ekstra lang snor til at nå og finde sig til rette i sin nye klub.Man får større tro på sig selv, ny motivation til at yde lidt ekstra, en betragtelig større energi, – alt sammen noget, der vil forøge spillerens ydeevne og engagement på holdet.
2. Find en klub hvor du som oftest starter inde
Selv om det betyder at du skal et niveau ned, idet du udvikles bedst ved at spille kampe. Her får du mere selvtillid og dermed en større glæde ved at spille fodbold – Hvis dine ambitioner er større end til at spille på det niveau du spiller på lige nu, kan du efter en periode vende tilbage til et højere niveau, men igen – til en klub som vil have dig.
3. Find ud af hvorfor du blev fravalgt - og tag det til dig!
Brug altid din degradering som en motivationsfaktor i den nye klub og brug de nye værktøjer til at forbedre dig – det vil i nogle tilfælde betyde en ny måde at træne på måske endda en helt ny fodboldkultur men det vil kun styrke dig og gøre dig til en bedre fodboldspiller.
Comments